Tilbage til Didaktiske pejlemærker

Madfællesskab

Det didaktiske pejlemærke madfællesskab sætter fokus på

  • Gode måltidsoplevelser giver gode klassefællesskaber

  • Medansvar

  • Selvhjulpenhed

  • Trivsel 

Kiwi

Kiwi står for madfællesskab. Kiwi elsker at spise sammen med andre, og jo større en flok, jo bedre. Det er derfor, han har myren på sin dragt. Myrer er altid en del af en kæmpe flok. For ham er der ikke noget mad, der er bedre end andet, og han synes, det er SÅ spændende at se, hvad andre spiser. Det sjoveste han ved er at dele sin mad, og han kan sidde ved bordet i timevis og hygge sammen med sine venner. Hans superkræfter er, at han med et fingerknips kan samle alle omkring bordet på et splitsekund.

Måltidet som socialt fællesskab

Madfællesskab handler om, at elever indgår i vigtige sociale fællesskaber i måltidet. Måltidet er et sted, hvor eleverne spiser og nyder mad sammen. I måltidet får eleverne en oplevelse af et medansvar for fællesskabet, for når vi spiser mad sammen, skaber det oplevelsen af ligeværdighed mellem os.

Maden og måltidet er altså et rum for fællesskabet, hvor vi oplever andres individualitet og smag. Derfor har måltidet stor betydning for trivsel, som et udtryk for et velbefindende, der giver følelsen af overskud, gåpåmod, handlekraft og glæde ved at være sammen med andre1.

Forskning viser, a t børn og unge især godt kan lide at prøve nye madvarer og udforske deres smagssanser, når de er i en social kontekst sammen med venner2. Børns smagspræferencer ændrer sig, når de spiser sammen med børn, der kan lide andre madvarer end dem, de selv foretrækker. Det sker især efter 7 års alderen3. Venner og kammerater har altså betydning for børns valg af mad.

Fødevarestyrelsen har lavet guiden “5 Råd om Måltidet”:

De fem råd er udviklet med løbende sparring fra praksis og relevante samarbejdspartnere bl.a. VIA UC, Ernæring og sundhedsuddannelsen samt Danmarks Pædagogiske Universitet.

I anbefalingerne er der bl.a. fokus på hvilke rammer og vilkår, som understøtter elevernes gode måltidsoplevelser, mens de er i skole - og som medvirker til at styrke fællesskab og trivsel :

  • Måltidet tager tid

  • Måltidet styrker engagement

  • Måltidet giver plads til hygge

  • Måltidet rummer forbilleder

  • Måltidet er et fælles projekt

  • Måltidet - groft sagt go’ mad

Følges disse råd, skaber det; 

  • engagerede, madmodige børn der tager et medansvar, trives og kan selv

  • måltids- og klassefællesskaber, der understøtter udviklingen af sociale kompetencer

  • et didaktisk rum med plads til nysgerrighed og nærvær

En handlekompetence som selvhjulpenhed er vigtig for skolebørn. Derfor er det vigtigt at arbejde med at give eleverne ansvar og frihed, så de får mulighed for at øve sig på at klare sig selv og hjælpe andre i måltidssituationen.

Du finder Fødevarestyrelsens materialer i Den Magiske Madkasse, eller du kan se dem her. 

Kilder:

1. Wistoft (2008) i: Liv i Skolen 10, s. 46-53
2+3: Nørgaard et al. (2014). Social and individual determinants of adolescents’ acceptance of novel healthy and cool snack products, Appetite 83, pp. 226–235.

 

Læringsaktiviteter om Madfællesskab

Kataloget Læringsaktiviteter i Den Magiske Madkasse indholder en række aktiviteter, der har til formål at styrke børnenes madfællesskab. 
Du kan downloade ekstra eksemplarer af Kataloget Læringsaktiviteter her

Børn bruger leg i alle aspekter af deres liv. Børns læring sker i høj grad via leg - og gennem leg bevarer børn et lystfyldt forhold til mad.
Børn bruger leg til at udforske og forstå deres verden. Derfor skal eleverne have mulighed for at lege med maden. På den måde øges elevernes lyst til at prøve nye smage.

Læringsaktiviteterne styrker madfællesskab ved at eleverne bliver styrket i en inkluderende måltidskultur præget af:

  • respekt og tolerance over for hinandens forskellige smag og spisevaner

  • tryghed ved fælles ritualer omkring måltiderne

  • fællesskab og glæde ved at spise sammen

Læringsaktiviteter om Madfællesskab

  • Madkasse Stopdans (se film nedenunder)

  • Madkasse massage

  • Suppen simrer

  • Når vi spiser sammen

  • Det bedste ved vores madpakker

Vil du bare hurtigt i gang? 
Her kan du se en film om legen Madkassestopdans - vær opmærksom på, at filmen oprindeligt er lavet til børnehaver. Der anvendes derfor rekvisitter, som ikke findes i den magiske madkasse til skoler. Du kan dog sagtens finde inspiration i filmen alligevel. 

Madkassestopdans: 

Madkasse Stopdans