Tilbage til Info - indskoling

Fælles Mål 

Den Magiske Madkasse tager udgangspunkt i Fælles Mål for børnehaveklassen. Læringsaktiviteterne knytter sig til fire af de seks kompetenceområder: 

  1. Sprog

  2. Engagement og fællesskab

  3. Krop og bevægelse

  4. Kreative og musiske udtryksformer

I materialet er de fire kompetenceområder tænkt ind i læringsaktiviteterne, og materialet sætter kompetenceområderne i spil på forskellige måder, bl.a.:

FÆLLES MÅL OG DEN MAGISKE MADKASSE

Sprog

Eleverne arbejder i Den Magiske Madkasse med sproget på forskellige måder, f.eks. gennem samtale, fortælling,sproglig bevidsthed, skrivning, læsning samt it og digitale medier.
Eleverne øver sig gennem læringsaktiviteterne i at kommunikere med opmærksomhed på sproget i nære hverdagssituationer. Det kan f.eks. være at deltage i dialoger, hvor eleverne på skift fortæller om, hvad de spiser, hvordan det smager og føles i munden, hvad de ved om forskellige madvarer, etc. På denne måde øver eleverne sig i at lytte til andre samt komme til orde selv samtidig med, at ordforrådet og begrebsverdenen udvikles.

Kreative og musiske udtryksformer

Eleverne arbejder i Den Magiske Madkasse med skabende processer, oplevelser, fremstilling og kommunikation som metoder til at udtrykke deres kreativitet, nysgerrighed og fantasi.

Krop og Bevægelse

I Den Magiske Madkasse er færdigheds- og vidensområdet bevægelse og leg omdrejningspunktet for og tilgangen til læringsaktiviteterne i materialet.
Læringsaktiviteterne bygger på undersøgelser og eksperimenter både med sanserne og med kroppen ved at smage, dufte, mærke og se på forskellige madvarer.
Læringsaktiviteterne til madklogskab sætter særlig fokus på færdigheds- og vidensområdet “Det sunde valg”. Her arbejder eleverne med officielle anbefalinger fra Fødevarestyrelsen som “De Officielle Kostråd” og “Gi’ madpakken en hånd” i forhold til deres egne madpakker.
I et samspil mellem læringsaktiviteterne og den kropslige bevægelse, bliver elevernes evne til at aflæse og forstå andre børns kropssprog i forhold til mad og måltider styrket.

Engagement og Fællesskab

Den Magiske Madkasse sætter fokus på madfællesskaber som katalysator for gode klassefællesskaber. Derfor arbejder materialet med kompetenceområdet engagement og fællesskab i forståelsen af, at eleverne får kompetencer til at bidrage til fællesskabet og drage omsorg for sig selv og andre. På denne måde får eleverne et medansvar for klassefællesskabet - ligesom de får indsigt i egen forståelse, egne følelser og i sit samvær med andre.