Få gode tips til din ansøgning

Hvad lægger dommerpanelet vægt på, når de vurderer din ansøgning? Hvordan får du bedst formidlet din idé til dommerpanelet, så de også synes, at din idé er verdens bedste idé?

Læs et par gode råd her inden du sender din ansøgning. Så forøger du mulighederne for at få dommerpanelets opmærksomhed.

1. Vær konkret og specifik

Det er en god idé at være konkret og specifik i din ansøgning. Gå gerne efter en ansøgningsmodel, hvor du beskriver hvad, hvorfor og hvordan.

Søger du eksempelvis midler til forbedring af skolegårdsmiljøet, så beskriv de konkrete ting, I vil gøre, undersøg priserne og skriv det i ansøgningen.

2. Søg et konkret beløb - ikke bare max.-beløbet

Selv om du kan søge op til 5000 kr., er det ikke sikkert, at du har brug for hele beløbet. Det kan være, at den aktivitet, du vil lave, koster 4200 kr. Dels vidner det om god forberedelse og et konkret projekt at støtte. Dels giver det plads til at donere midler til flere ansøgninger.

3. Hold ansøgningen kort og præcis

Hold gerne din ansøgning på 1/4-1/2 A4-side. Det tvinger dig til at være præcis og formidle din idé skarpt. Dommerpanelet skal læse mange ansøgninger og har ikke mange minutter til hver. Så jo skarpere og mere præcis, du er, jo større er sandsynligheden for, at din ansøgning kommer i den rigtige bunke.

4. Opfyld formålet om fællesskabs- og sundhedsfremmende aktiviteter

Mejeriernes Skolemælkslegat støtter fællesskabs- og sundhedsfremmende aktiviteter, så jo mere du kan vise dommerpanelet, at din aktivitet opfylder lige netop dette formål, jo større er muligheden for, at din ansøgning får midler.

 

Hvad lægger dommerpanelet også vægt på?

Derudover lægger dommerpanelet også vægt på følgende i sin udvælgelse af modtagere:

  • Vil aktiviteten komme mange elever på skolen til gavn både nu og i fremtiden

  • Variation i det samlede modtagerfelt på projekterne så de forskellige kategorier "sundhed", "udflugter", "bevægelse", "trivsel", tilgodeses

  • En vis geografisk spredning

  • En vis spredning i modtagerne, så de samme skoler/klasser ikke får midler flere gange i træk