Grønlandsk blisgås
Længde: 70 cm
Vægt: 2-2,5 kilo
Levetid: cirka 11 år
Føde: Planteskud, rødder og frø og korn fra marker
Levested: Arktis
Hvorfor er den truet?: Blisgåsen er truet af klimaforandringer som gør, at der er mindre mad til dem, når de er ekstra sultne og har unger, der skal fodres. Mindre mad betyder, at færre unger vokser sig store og kommer på vingerne. Nogle steder skal den grønlandske blisgås konkurrere om de gode redepladser med canadagåsen, og det kan også være et problem!
Hvor mange er der?: 30.000
Vi kender til, at hunde findes i forskellige racer: labrador, schæferhund og chihuahua f.eks. Selvom de er forskellige racer, er de alligevel alle sammen hunde. Lidt det samme kan man sige om blisgåsen - her findes nemlig også forskellige racer. Man har opdelt dem i racer alt efter, hvor henne i verden de får deres unger. Den grønlandske blisgås er den race, der får sine unger på Grønland!
Den grønlandske blisgås kan man kende på, at den har gult næb.. De andre racer af blisgås har allesammen lyserødt næb!
Når det bliver vinter, trækker grønlandsk blisgås sydpå til Europa, hvor der ikke er ligeså koldt. Nogle gange kommer nogle af fuglene forbi Danmark, hvor man kan være heldige at se dem. De sidder ofte på marker, hvor de kan spise planter og måske lidt rester af korn, som landmanden har tabt efter høsten.